Fjols

Jeg er et fjols. Jeg er en stor klovn. Jeg er så optaget af at leve på en sten og jeg er så oppe at køre over at jeg har tjent 80 kr på at sælge en jakke og et lille skuffemøbel, så jeg glemmer at fokusere på det STORE budget – det, der skaber min hverdag.

Det er dagpengene, som jeg modtager. Det er supplerende dagpenge, fordi jeg jo arbejder 15-20 timer om ugen i en gårdbutik. Og jeg var lidt ufokuseret på at få printet den der frigørelsesattest og ansættelseskontrakten trak også lidt i langdrag og pludselig skrev HK at jeg havde forbrudt mig eller noget i den stil. Jeg havde arbejdet uden at have orden i sagerne og skulle gøre rede for min arbejdssituation. Og min ydelse gjaldt fra den dag frigørelsesattesten var modtaget.

Heldigvis gik jeg ikke i panik eller noget, men fik bare ordnet tingene, ringede til HK og spurgte og forklarede alt imens min månedlige ydelse udeblev. Dumt, dumt, dumt.

Så mens jeg solgte pantdåser og lavede store mængder dahl mistede jeg flere tusinde kroner. Jeg er meget rolig over det og må bare notere at jeg er en stor klovn. Men heldigvis var der penge på min konto fordi jeg jo ikke bruger nogen, så jeg har ikke lånt eller følt at jorden brændte under mig eller noget. Kunne bare have brugt pengene og fornuften lidt bedre.

Så mit råd har intet med pantflasker eller gratis gavepapir at gøre – det lyder derimod: få orden i sagerne.

 

Skriv et svar

Your email address will not be published.